Hermed en historie fra Islands Brygge 77B, 6.th:
Min hustru og jeg har netop udskiftet vore spots under køkkenskabene. Årsagen var at vi ikke kunne få et af dem til at fungere selvom pæren blev skiftet. Da vi fik det skilt ad (efter seks måneders tilløb) viste det sig at ledningen lidt væk fra forbindelsen til fatningen havde været så varm at isolationen var sort og selve kobberlederen var forkullet og brændt over. Det samme var ved at ske for de andre armaturer så der er formentligt tale om et generelt problem.
Herunder ses et billede af de udskiftede armaturer. Bemærk at ledningerne hen til fatningen er sorte – de har engang været hvide!
Vi valgte så at skifte det hele til nye LED spots, hvilket ikke var så svært. Vi skiftede til disse: https://www.lys-lamper.dk/indbygningsspot/ld4500-led-26w-downlight-stal. Bemærk at der både skal købes spots og en strømforsyning for at det fungerer.
Jeg skriver fordi ovenstående må være et generelt problem i vores ejendom. Halogenspotsene kan simpelthen ikke komme af med varmen og jeg tror faktisk at de er brandfarlige som de er installeret direkte under skabene.
Montagen af de nye spots er ganske enkel. Den nederste hylde i alle skabene tømmes for køkkenudstyr. Man skruer pladen som de gamle spots var monteret i ud. Skruerne sidder i bunden af skabene. Herefter skal der føres nye ledninger fra spotsene og hen til strømforsyningen og endeligt skal strømforsyningen forbindes med stikkontakten. I vores tilfælde sad stikkontakten over emhætten. Vi hjælper gerne med råd og vejledning ;-)
Herunder ses fotos af vores køkken med de nye LED-spots. Disse spots bruger stort set ikke strøm og de må formodes at holde ganske længe. Lyset fra de spots vi købte skulle være en ”Warm White”, men lyset er en del køligere end det fra Halogenspotsene. Det fremgår af billedet herunder, hvor lyset fra emhætten svarer til de gamle spots. I vores køkken, med sort bordplade, er lyset faktisk bedre end før – nu kan vi se om bordpladen har været tørret af fornylig!
Med venlig hilsen
Christina og Søren
77B, 6. th.